Han har styr på skolerne og på fly i alle størrelser - også vores i Skanderborg

Der går næsten ikke en dag, uden Modelflyets Dags protektor er i fjernsynet – forklædt som seriøs professor og ekspert i danske skoleforhold. Niels Egelund er kendt af enhver lærer og de fleste forældre i Danmark som manden, der bl.a. står for gennemførelsen af Pisa-undersøgelserne og som altid indkaldes som sagkyndig, når der skal tales om ting som f.eks. den ny skolereform.

Men Niels Egelund har en side, som vil være hemmelig for rigtig mange: Af hjertet er han lige så meget pilot som professor i pædagogik. Hvem vidste f.eks. at han har fløjet SAS jumbojet i sin tid? Eller at han har været flychef for det færøske luftfartsselskab Atlantic, at han er den eneste danske civilperson der ejer ikke bare et militært jet-kampfly men to, at han har eller har haft flycertifikat til Tjæreborg-præstens legendariske feriefly Caravelle, BAe146, C500-550, Fokke 27, SA226/227, SD33-36, E110, L29, L39, det danske luftvåbens T33 og det russiske MIG15 foruden godt et halvt hundrede et- og tomotorede privatfly og en halv snes svævefly…

Hvis man vidste det, er der i hvert fald rigtigt mange som ikke ved, at han begyndte som ca. 10-årig med at flyve linestyret modelfly på græsplænen mellem to sociale boligblokke i Odense, og at han siden har bygget og fløjet rigtig mange forskellige modelfly, alt fra svævefly og motorfly til helikoptere.

Protektoren for årets udgave af Modelflyets Dag – som fejres søndag den 7. september på langt de fleste af landets 100 modelflyvepladser og også her i (bynavn/flyveplads) - er ikke bare en flyvegal professor. Egelund er flyveGLAD professor med en læreruddannelse og tre solide akademiske uddannelser i pilotbag´en. Uddannelser som han delvis studerede sig til på de lange, lige stræk i cockpittet på store rutefly på vej over Atlanten.

Snart 70 år – og stadig aktiv i luften

EGE, som er hans kaldenavn fra den gang, han fløj og flirtede med lydmuren, bliver 70 år næste gang. Men han ”leger” stadig med fly, både sin jetjager af mærket Magister Fouga og sine modelfly. Fordi han er lige så saglig omkring sin flyvning, som han er omkring sin professorgerning. Og fordi begge dele for ham er en måde at leve livet på.

”Modelflyvningen er virkelig at anbefale af masser af saglige grunde. Dette at bygge og flyve et modelfly involvere mange forskellige videnskaber og teknikker, som man kan fordybe sig i på alle tænkelige planer. Fra det overfladiske som det er at samle et næsten færdigbygget modelfly til selv at bygge og forså dybeden i den elektronik, aerodynamik, mekanik og hele den perlerække af håndværk og videnskaber, der er forenet i et fly,” siger EGE.

”Og så er der alle de andre grunde, ikke mindst de sociale. I alle former for flyvning, uanset om vi taler modelflyvning eller full size fly, er miljøet omkring flyvningen og flyvepladserne helt vidunderligt. Man er ude i naturen, man er sammen med gode venner, man har et fælles grundlag i flyvningen og flyene, har fælles udfordringer, finder beslægtede løsninger på beslægtede problemer, drikker af samme kaffekande”.

”Der er en hel enorm glæde i at beherske et kampfly eller en jumbojet. Der er en kollossal tilfredsstillelse i at bringe flere hundrede passagerer sikkert igennem storme og haglbyger til sikker landing i en vanskelig tilgængelig, mørk og forblæst lufthavn. ”

”Men den oplevelse jeg får, når jeg ser mine to drenge flyve med et model-skolefly under kyndig vejledning af en instruktør er lige så stor. Glæden, nervøsiteten, entusiasmen og stoltheden… det er lige skønt hvad enten man selv flyver modelflyet eller ser sine børn tumle det.

”Der er masser af godt at sige om flyvning og de mennesker der er beskæftiget med flyvning, hvad enten det er bag styrepinden eller på jorden omkring flyet. Og der er lige så mange god ting at sige om modelflyvningen. Flyvning er en videnskab og et mysterium, og det største mysterium er, at det er ligegyldigt hvor stort eller lille flyet er, så er fascinationen er den samme…

… og derfor kan jeg kun anbefale, at flest mulige danske bruger Modelflyningens Dag til selv at opleve det på modelflyvepladsen ved Skanderborg som man finder lige før Skanderborg Golfklub.

Niels Egelund